Hjemme igen efter nogle spændende dage i selskab med hundeførere fra hele Europa og ikke mindst min ven og træningskammerat Michael Christensen.

Begge havde vi kvalificeret os til dette års udgave af den prestigefyldte konkurrence ERC – European Retriever Championship.

Michael og jeg har glædet os virkelig meget, siden vi fik beskeden, tænk det var os som skulle vise de rød-hvide farver frem – og nej – det er ikke Polen, ej heller Østrig, Schweiz, men derimod DANMARK, vi taler om

Torsdag

Kl. 02:45 torsdag morgen kørte jeg mod Michael, hvor han havde tanket Peugeot’en op og var klar til at sætte kurs mod Italien.

Turen gik fantastisk. Ingen nævneværdige bilkøer. Vi tog et stop efter 11,5 times kørsel omkring Bayern, i en lille by kaldet Neu Ulm. Her skulle vi overnatte, for derefter at kører de sidste godt 5 timer mod vores destination.

Efter at ha’ fået vores værelse samt pakket ud, nappede vi lige en time på øjet før det var spisetid. Vi kunne ikke spise på hotellet, så vi måtte ud og se hvad byen kunne byde på.

Her er det fantastisk at ha’ en rejsekammerat som MC. Selvsikkert fører han dig ud i en, for mig, fremmed by. Men ikke for MC. Jeg havde foreslået noget god frisk pasta, men et ordentligt sted. Det er MC helt med på, men han ville da lige vise mig Neu-Ulm – almost by night. Det gik der så noget tid med, men pludselig lå den der! En rigtig Italiensk restaurant som naturligvis kunne tilbyde super fine pasta retter.

Jeg bad om nr. 51, og her gik det helt galt. Tjeneren, som var fra hælen af støvlelandet, gjorde mig højlydt opmærksom på, at det her på ingen måde var en Kineser, men derimod en Stolt Italiensk Restaurant, og hvis jeg ville bestille noget at spise, skulle jeg kunne udtale det ordentlig, som det stod på menukortet. Vi blev senere gode venner igen.

Fredag

Efter en god nats søvn, var vi afsted igen. En virkelig smuk tur gennem Schweiz. Vejret viste sig fra sin bedste side, så vi kunne nyde udsigten til sneklædte bjerge og grønne dale. Vi var fremme ved vores base for de næste par dage omkring kl. 14. Vi fik lige luftet hundene, smidt dem på vores værelser og så var det tid til en stor Italiensk øl! Den smagte SÅ godt, at vi var nød til at ta’ een mere .

Vi skulle mødes til noget “come together” halløj hvor vi ligeledes skulle trække lod om rækkefølgen. Da vi langt om længe ankommer til det “hemmelige sted”, som dannede ramme om hele arrangementet, var der lavet et stort bål. Her fik man noget at drikke. Så kom der pizza’er. Pludselig begyndte en mand at spille National melodier på bedste DJ mane’r.

Så var det lodtrækning. MC trækker sit nummer (2) forholdsvis hurtigt. Jeg tror så, at det er mig efter MC, og går derfor ind og hen til bordet for at trække. Jeg blir’ pænt sendt tilbage – det er IKKE min tur endnu? På vej tilbage møder jeg David Logan, som tar’ fat i mig og siger med bestemthed i stemmen ’Did you run in’? Hvorefter han slog en stor latter op. Jeg fik senere trukket mit eget nummer (21).

Så blev vi lukket indenfor, for nu skulle spise. Efter helt vildt meget mad, kørte vi hjem, så vi kunne være ordentlig klar til det vi egentlig var kommet for.

Lørdag

Efter en nattesøvn, med en del uro, læs tankevirksomhed, drog MC og jeg afsted – nu skulle vi gi’ den gas.

Det der med gas, gik noget af fløjten. Ingen af os, har nogen ide’ om, hvad man ventede på, men 2,5 time, gik med ingenting! Hvorfor faen skulle vi så møde så tidlig? Svaret er: Italien time!!! Jeg kommer aldrig til at kunne forenes med det begreb.

Endelig starter jagten, og dermed European Retriever Championship 2024

Efter næsten ingen tid, så er MC i vælten. Desværre ender MC og Enzo’s deres videre deltagelse her.  Ingen fugl! Ikke en gang bare en enkelt lille bitte pipfugl bliver det til for dette fantastiske par. Det sluttede før det begyndte.

Alle ved det – vi vidste det! So cruel, eller ond på Dansk, kan det være. Ingen garantier bliver uddelt, lige meget hvem du så end er. Jeg må sige, at det gjorde sgu’ virkelig ondt på mig. MC og jeg træner jo sammen fra tid til anden. Vi kender hinanden, holder af hinanden. Er blevet vinder af IWT 2 gange med hinanden. Vores koner har det godt med hinanden, så for Helvede gør det sgu’ da ondt når det, som ikke måtte ske – alligevel sker!

MC er ikke manden, som dvæler, eller hænger med hovedet i længere tid. Derfor var han forholdsvis hurtig til at komme til sig selv. Præcis derfor havde han alligevel en fantastisk tur! Og det er fra Hestens mund.

Jagten fortsatte jo selvfølgelig. 1 runde er som regel en 2 fugls runde – det var også tilfældet her. Indtil videre var denne Field Trail afviklet på stubmark eller bare en græsmark. Da Jeg og Wilma kommer ind, er terrænet skiftet til et lidt mere skovagtigt islæt.

Vi kommer ind i højre side. På venstre side bliver der skudt til en fugl. Fuglen er faldet ude på en græseng. Begge ekvipager står inde i skoven, og skal således sende fra skov og ud på eng. Det kan, for den uforstående, synes nemt, men det er bare ikke tilfældet. Når hunden kommer ud i det åbne terræn, vil hundene i mange tilfælde løbe til, enten højre, eller venstre, I stedet for at holde linjen. Åbenbart var det tilfældet for begge ekvipager i venstre side. Højre side – altså Wilma og jeg, samt vores makkerpar, bliver trukket over til udgangspunktet, hvorfra de to første havde forsøgt sig. Efter en kort briefing sender jeg Wilma på fuglen. Kort tid efter har jeg fuglen i hånden. Det var sgu’ da en meget god start. Nej – det var en SKIDE god start. Nu var vi i gang. Jeg kunne mærke vores samarbejde kørte, som det skal og plejer.

Skuldrene sænkes, koncentration skærpes til max level. Jagten forsætter igen, og kort efter er der fugl nede inde i skoven. Vi går på et spor. Fuglens nedfaldsted kan vi ikke se, men vi bliver trukket lidt længere frem på sporet. Fuglen bliver udpeget til min makker. Man fortæller ham, at den ligger 80-90m. vinkelret til venstre på sporet. De liner up – han sender – der er altså en del korrektioner, men hunden kommer i området. Den har svært ved at holde sit område, og bliver til sidst kaldt hjem. Nå Tom A, tænker jeg. Så er det os. Det fede ved at være indehaver af en model Wilma er, at du skal bare sende hende ordentligt. Stoppe hende på anvist sted, for derefter at sætte hende i søg.  Det plejer at virke, hvilket det også gjorde her! Bom så havde vi faktisk været årsag til, at 3 deltagere ikke længere var at finde i prøven. Ud og gå i galleriet, som det hedder når man eksempelvis befinder sig mellem første og anden runde. altså en slags venteposition.

Jeg nød hvert et minut jeg gik i galleriet. Hele tiden skal man, i min optik, sørge for sin hund er i balance. Den skal være klar, men ikke klar med klar på. Det er selvfølgelig forskelligt fra hund til hund, men i Wilmas tilfælde drejer det sig om at være de bedste Kammerater. Vi går rundt derinde og ”griner” og laver fis, dog uden det stikker af. En måde jeg kan holde hende i godt humør. En måde at få hende til at fokusere på mig, i stedet for de 20 forskellige markeringer der kommer under vejs, som hunden jo i bund og grund ikke skal bruge kræfter på. Flere hunde kan blive meget trætte i deres hoved af den slags. Det tager på kræfterne og derved koncentrationen.

I galleriet får man selvfølgelig også rig lejlighed til at tale med de andre deltagere. Mange af dem har man kun set, eller hørt om via Facebook. Men der er, for mit vedkommende, også mange genkendelser og gensyn, og det er jo præcis det, som hundesporten også kan, nemlig knytte nye venskaber. Noget hverken Sanne eller jeg ville være foruden.

Efterhånden som vi kom længere hen på eftermiddagen, var der pludselig en del af deltagerne, der lige så stille og roligt var faldet ud af prøven. Vi kunne se, at der faktisk var en god chance for, at vi kunne nå at afviklet anden runde inden solen gik ned. En af de sidste fugle kostede 3 hunde, så næsten ved et fingerknips var det vores tur igen. Denne gang var det kun en enkelt fugl vi skulle hente. 3 hunde manglede deres 3 fugl, heriblandt Wilma og jeg. Vi kom alle ind i samme side, hvor vi skulle gå i noget tæt højskov.

Hurtigt blev en fugl skudt ned. Nr.21, som var Wilma og jeg, blev bedt om at apportere. 10 sekunder senere er den afleveret til hånd. Det var ikke en svær fugl, sådan så det i hvert fald ud, men det man bare skal vide er, at grunden til det kan blive svært, eller at det ikke bliver’ svært, er så uhyre afhængigt af, hvorledes dit, eller hundens heelwork fungere. I dette tilfælde, går vi i svært ufremkommelig terræn med dårlig udsyn, grundet den tætte bevoksning. Vinkelret til venstre, ca. 40m. ude, falder fuglen. I det skuddet afvikles drejer jeg mig i skuddets retning. Wilma følger naturligvis mit venstre ben, og markere tydeligt fuglen, hvorfor det bliver en forholdsvis simpel apportering. Jeg gør lidt ud af at forklare denne situation, for at sætte en tyk streg under, hvad heelwork også er. Lige som jeg selv, for snart en del år siden troede, så er der mange der har den opfattelse, at heelwork er når hunden går pænt ved siden af sin fører. DET ER JO RIGTIGT, men det er ikke hele historien. Jeg har jo haft fornøjelsen, at ha’ deltaget på flere af Niels-Henrik Hansen’s træninger. Her kan man vælge, hvorvidt man ønsker bevingede ord, eller blot modtage de dummies, som han skyder af. Jeg kom til at trykke de bevingede-ordknappen. En markering blev skudt af, men Fritz så den ikke. Jeg gjorde opmærksom overfor Henrik, at DEN så min hund ikke, hvor på Henrik triumferende råbte/spurgte til mit heelwork. Jeg blev faktisk skide sur, for det var nemlig rigtig godt mente jeg. Men det var det jo lige præcis ikke! Han fulgte jo ikke mit venstre ben, når jeg drejede mig, hvilket var grunden til han ikke så markeringen. Så kan man da bare dirigere, vil mange sige. Korrekt, men det kan så bare blive rigtig bøvlet, som kan føre til en prik nedad, eller værre endnu?

Åhr, det var en lang forklaring. 2 runde var færdig. Dag 1 var til ende. 13 hunde var videre til dag 2. Heriblandt en meget stolt Tom A, med sin altid loyale og tro følgesvend – Wilma.

Lørdag aften var der arrangeret Galla aften. Samme sted, hvor jagten havde foregået dag 1, og ligeledes skulle foregå på dag 2. MC og jeg hørte ikke så meget efter da paraden blev holdt, vi ønskede bare at komme hjem på hotellet. Få en velfortjent stor øl, og så en tur i bad. Måske det havde været en god ide’, hvis vi havde slået antennerne ud. Gallamiddagen startede nemlig ikke kl. 19:45, som annonceret i programmet, men derimod kl. 20:45. Noget sent syntes vi, men så var vi jo i god tid. MC og jeg opdagede hurtigt, at fadølsanlæget fungerede, der var ild i pejsen! Jamen så går det jo alt sammen alligevel.

MC og jeg smuttede hurtigt, faktisk så snart vi havde spist. Måske jeg pressede ham lidt, men jeg ville gerne være frisk næste morgen. Vi sov faktisk okay natten mellem lørdag og søndag. Det gjorde vi dælme ikke dagen før! Måske der er alligevel havde været lidt nerver på.

Søndag

Søndag morgen – dag 2 – Jeg glædede mig virkelig til at komme i gang. På gårdspladsen var alle meget opmærksomme og klar. Det betød at vi stort set kom i gang til den programsatte tid – SURPRISE.

Skytterne og de tilbageværende 13 deltagere blev ført, meget stille, til dagens første såt. Det var et drev på ænder.

Vi blev stillet op i kronologisk rækkefølge. Vi skulle stå i midterrabatten på en markvej som ledte gennem skoven. På den måde kunne dommerne gå bag om os. Der var brede dybe grøfter både foran og bag ved os. Hvis man skal prøve at give et indtryk af, hvordan betingelserne så ud, så umiddelbart foran os der var inde i prøven, var der en bred dyb grøft. Derefter et meget aflangt rektangulært græstykke. Ca. 300x40m. efter de ca 40m. steg terrænet 1½m i højden, hvorefter en blanding af høje fyr- og løvtræer stod. Senere fandt vi ud af, at de høje træer var et bælte på ca. 20m.i dybden. Men præcis i midten – altså ca.10m.inde i træerne – havde man fældet et spor på omkring 3m.i bredden og parallelt med den vej vi stod på.  Derefter kom søen, hvor ænderne lå. Hverken det slåede spor eller søen kunne vi af gode grunde ikke se, men derimod kunne vi høre ænderne. Skytterne stod lige foran os på engstykket og enkelte stod ude ved søen.

Drevet blev sat i gang, og så startede krigen. Efter 15-20 minutter og mange faldne fugle, var vi nu reduceret til 12 deltager. Min sidemands hund tog desværre et par skridt mod en meget hårdt ramt gråand, som landede en meters penge foran os. Drevet var slut, og nu skulle ænderne apporteres. Det foregik ved simpel dirigering. Alle blev vi oplyst, hvor fuglene lå, samt hvor andre lå, som de ikke ønskede vi skulle hente før senere. De som kom igennem nåleøjet, fik alle 3 apporteringer. De første apporteringer er ikke af sværeste karakter, men der er alligevel nogle, som ikke klare opgaven. Mest fordi de går i skoven, og ikke holder deres område tilstrækkeligt. Wilma’s første var efter netop en hund, som gerne ville i skoven, og blev derfor kaldt hjem.

Her er det jo bare så fantastisk at ha’ en tro på sin hund og dens evne til at gøre, hvad jeg ønsker hun skal. Hånden ned i pegende retning – Go Back. Wilma løber som om det var en affyret pil. Jeg blæser stopfløjt, Wilma snurre rundt og afventer. Derefter søgesignal, med efterfølgende opsamling. Så enkelt kan det gøres, og så problematisk kan det også nogen gange være. De næste dirigeringer bliver skruerne strammet. Hund og fører skal sende fra hvor vi stod under drevet. Måske ikke lige præcis hvor hver enkel stod, men på midterrabatten. Herfra blev man af dommeren fortalt, at der lå ænder ude i vandet. Hvis først hunden kommer igennem træerne og fortsætter sin kurs ud i vandet, var der en god chance for, at hunden ville få øje på en nedskudt and, forklarede dommeren. Naturligvis kun en oppe ad gangen. Hunden skal sendes over grøft, videre over græseng. Derefter igennem 15-20m. levende hegn i form af meget tæt beplantet træer med det før omtalte bælte i midten, for først derefter at nå til søen, hvor de skulle fortsætte deres løb/retning ud i vandet. Mange havde ligget okay, nogle få endda rigtig godt indtil denne øvelse. Jeg mener vi var 10 tilbage inden der blev startet på anden omgang af apportering efter andedrevet. To hunde klarede denne opgave uden at få skrammer – Wilma var den ene! Tilbage var nu kun 5 hunde og deres førere. Alle fik vi en tredje dirigering, og alle 5 hunde løste deres opgaver uden nævneværdige besværligheder.

Der blev nu lagt op en finale, som skulle afvikles som walk-up. MC kom hen til mig – for H . . . . . .  nu skal I bare ha’ den super fede lange markering, så er den hjemme. Præcis det samme som jeg tænkte.

Min makker og jeg starter med et dry run, som begge hunde klarer med bravur. Derefter skifter vi lidt terræn. Vi flytter os sidevejs ud i nogle slået majs. I starten er de meget korte, men længere ude har de fuld højde, dog uden blade, så man sagtens kan se igennem. Min makker (nr.12) får en fin markering, som hentes uden større problemer. Efter 30-40 sekunder letter de en fasankok fra højre. Den flyver skråt bagud mod venstre. Bang – skudt ned diagonalt i det bagerste hjørne, ca. 150m. i afstand. Send your dog, høre jeg dommeren sige. Jeg ser fuglen, Wilma ser fuglen. Jeg tænker ” Hold kæft det er løgn” det var jo lige præcis sådan en fugl jeg havde håbet på. Ikke noget med at pege ud eller lignende – hun HAR set den. Jeg hvisker bare ” Wilma”. Wilma har fuld styr på tingene kan jeg se, og hun har også full speed ahead. 40m. ude slår hun en koldbøtte. Rejser sig op og fortsætter. Men nu er retningen ikke længere den rigtige. Hun løber næsten ind i skoven, men jeg stopper hende, og sender hende back. Hun kommer faktisk relativ hurtig til området. For mig er det fuldstændig uforklarligt, hvorfor hun ikke bare samler fuglen op, men faktum er, at det gør hun bare ikke?

Prøven er for Wilma og jeg er pludselig slut! Jeg kunne næsten ikke begribe det! Næste hund bliver sendt, og ganske uden problemer, kommer hunden tilbage med en flot fasankok.

Jeg kom sådan til at tænke på konen med æggene! Men ærlig talt, så forholdt det sig altså ikke sådan. Jeg var ikke ved at forberede en fin tale eller noget som peger i den retning. Jeg har naturligvis evalueret og tænkt hele vejen hjem. Jeg kan kun sige, jeg kunne ikke ha’ gjort noget anderledes. Når menneske og hund er involveret, sker der nogle gange ting, som ingen rigtig kan forklare – og det behøves heller ikke.

Det hele ender op med 3 placerede hunde og deres førere.

  1. Int FTCh Beautiful Hunter Reeve, Rinus Heijmans, The Netherlands, EXC CACIT
  2. Holten’s Aurum, Lena Högfeldt, Sweden, EXC RCACIT
  3. Int FTCh Jersey Girls Velvet, Simeon Schmoigl, Austria,EXC

VERY GOOD til Wilma – DKBRCH DKJCH 2.RM21 DKFTCHrjk MPMrjk 2.EV23 Sagnlandets Nginious Pike

GOOD til Afra of Alpine Girl, Bogdán Bartakovics, Hungary, G

 

Wilma har de seneste 3 sæsoner været kvalificeret til deltagelse på ERC, men har ikke deltaget før denne gang. Dels var der en løbetid. Så havde hun hvalpe, men endelig lykkedes det.

Jeg er så stolt og glad for at ha’ oplevet dette specielle prestigefyldte event med netop Wilma. En sådan oplevelse kan sjældent finde sted, uden der er en vis form for hjælp og støtte. Det har jeg altid fået gennem min dejlige kone. Dels træner vi sammen og dels bliver vores andre hunde passet til UG, mens jeg ikke er hjemme. Det samme er naturligvis gældende, når Sanne tar’ afsted.

Tak til Michael Christensen – MC. I min optik, kunne jeg ikke ha’ fået en bedre rejsekamerat. Der var ikke mange stille stunder under turen. Konstant kørte der en meningsudveksling, nogle virkelig sjove historier og andre gange var det bare lige hvad der faldt os ind at tale om. Tak MC, for en fantastisk opbakning – det er ingen sag, når man har en Ven som dig.

Nu er der lige pludselig blevet stille! Wilma og jeg skal ikke mere i prøveverdenen. Wilma bliver 7 år til februar. Hun har været placeret, eller vundet næsten alt. I starten af A-prøvesæsonen ”24, var hun skadet. Undersøgelser viste, at hun er temmelig slidt især i og omkring ryggen. Derfor skal hun holdes i en acceptabel form, men ikke mere. Hun kommer med på lidt jagt, hvor hun skal lære at lave en ordentlig knaldert – hun har altid været meget lærenem, så vi tror på det